Livsplanen

Nu skulle det være – én gang for alle!

Jeg ville have et anneks

Ikke fordi vores ægteskab var decideret dårligt, men det havde ved gud været bedre lige i starten, da vi var nyforelskede og ja, faktisk også dengang børnene var små. Men efter at de var flyttet hjemmefra var det ligesom min kone og jeg pludselig ikke havde mere at atle om. Ja, i begyndelsen talte vi jo om, hvordan det gik med børnene, og der var meget at tale om lige i starten. Den ene var startet på en uddannelse som håndværker (det var vores yngste datter), den anden ville være akademiker og var startet på universitetet i Malmö (det var vores mellemste barn – en søn), da han ikke kom ind i Ålborg, som han havde håbet på. Hvorfor han ville det ved jeg egentlig ikke rigtig, da vi bor på Sjælland og han var vokset op her – men det var vist nok noget med en pige, som det så ikke blev noget med, da han flyttede til Malmö (måske var det godt, måske ikke – min kone og jeg havde mange meninger om det dengang, men vores søn gjorde selvfølgelig havde han mente var rigtig og det skulle han jo ogaå – det er jo hans liv). Vores ældste (også en datter) blev gift med en direktør og havde i det mindste ingen økonomiske problemer (det havde de to andre hele tiden). Til gengæld var der store overvejelser angående den ene eller den anden luksus genstand, som hun overvejede om hun måtte eje – det vil sige, det måtte hun nu som regel, men der gik mange overvejelser forud for hver investering, som min kone og jeg deltog meget helhjertet i i begyndelsen, og lidt mindre entuisiastisk engagerede senere hen, da vi begyndte at undre os over hvorfor det var, at vi ikke fik nogen børnebørn. De har fået ét barn sidenhen – og er blevet skilt, men det er en hel historie for sig. I hvert fald har vi ét barnebarn nu.

Tilbage til annekset

Det egentlig min kone, der gav mig idéen – uden at hun egentlig velle det, er jeg ret sikker på. Se her, sagde hun en morgen efter fire dages tavshed. Er det ikke fint det her anneks? Hun lød en lille smule som vores ældste datter dengang hun var gift med direktøren og sad med meget alvorlige overvejelser i valget mellem to designer sofaer til et af deres gæsteværelser. Det var lige før deres bryllup og hun havde lige forklaret min kone hvorfor det bare slet ikke kunne gå an med en Lilly model, hvorfor hun havde fået designet en helt særlig brudekjole til den store dag. Jeg reagerede ikke med det samme, fordi vi som sagt ikke havde talt sammen i fire dage, men kiggede dog op, da hun holdt det ugeblad hun sad og læste i op, så jeg kunne se havd hun mente. Og jo det var virkelig fint – så jeg bestilte det starks, så jeg kunne være stille med mig selv uden hendes indblanding.