Livsplanen

Indtil for ikke så mange år siden skulle man lede længe efter en person som brugte sin bil mere end mig. Skulle jeg ned og handle, så var det da det mest naturlige, at jeg tog bilen. Der var jo “langt” og fødevarerne ville jo blive dårlige, hvis jeg ikke kom hurtigt hjem med dem.

Men så en dag, da jeg drejede tændingsnøglen, skete der simpelthen bare slet ingenting. Min bil stod bare tavs og stille. Jeg fik en af mine venner, som var mekaniker, til at se på den. Efter en hurtig og alligevel grundig gennemgang af min bil, tørrede han sine olierede fingre af i noget twist og så alvorligt på mig. Han meddelte mig, at jeg havde kørt min sidste tur i bilen, for motoren var stået helt af. Han kom med en masse tekniske betegnelser, som jeg ikke fattede en bjælde af. Men slutresultatet var det samme. Bilen var slut! Det var en sorgens dag.

Nyt håb

I den kommende periode gik jeg så til og fra de ting jeg skulle – eller tog offentlige transportmidler. Det blev jeg ret hurtigt træt af, så jeg besluttede mig for, at jeg ville købe en cykel. Der var ikke lige råd til en ny bil. Efter at have undersøgt, hvad man kunne få af forskellige modeller, besluttede jeg mig for, at jeg da skulle have en citybike. Den kunne det, som jeg havde brug for.

Efterhånden er jeg blevet så glad for min citybike, at jeg egentlig har lagt idéen om at købe en ny bil på hylden. Jeg har fundet ud af, at jeg sparer en masse penge ved at køre på cykel, at jeg er kommet i bedre form og at dagligvarer på ingen måde bliver dårlige af at man cykler hjem fra sin indkøbstur.

Når det så er sagt, så vil jeg da gerne indrømme, at hvis nogen kom og spurgte, om ikke de måtte forære mig en bil efter eget valg, så ville jeg slå til med det samme. Det er fint at cykle. Men det er lidt langt, når man skal på familiebesøg i Jylland…