Livsplanen

Jeg ved ikke hvorfor, men det er helt sikkert at min nye kattekilling skal hedde lomax. Der er ikke nogen sammenæng overhovedet. Altså, mellem et kæledyr og kontorforsyninger. Katte og kontorartikler har ikke meget tilfælles. Det er bare det at han ligner en Lomax. Han er kæk, sød, kælen og meget trofast. Hans far hedder Maks, og så lå den ligesom lige til højrebenet. Synes jeg ihvertfald. Mine venner synes at det er noget underligt noget. En voksen hankat der skal  bruges til avl med stamtavle, raceren og det hele. Men jeg holder fast. Lomax er min øjesten. Og han reagerer når jeg kalder på ham. Det tager jeg som et tegn på at han er enig. Du bor i dit navn.

Selvfølgelig kunne jeg bare have kaldt ham Mikkel, Misser eller Felix. Men det er ikke den han er. Jeg har haft en Our of Africa, en Mercury Sable, en Phantom of the Opera og en Singing in the Rain. Når man har haft mange kuld racekatte bliver det sværere og sværere at finde på gode navne. Jeg plejer at give hvert kuld navne der starter med samme bogstav. Jeg er lidt kattetosset – eller bare toset i al almindelighed. Ualmindelig meget.

Det er vigtigt at have noget at gå op i

Jeg har altid ment, at det er vigtigt at have en hobby, noget at gå op i. For mig har et menneske uden passion, uden lidenskab været ligesom en rose uden duft. Fuldstændig uinteressant og ikke værd at beskæftige sig med. Jeg elsker de engelske roser for deres overdådighed. For mig er den moderne rose med sin længere blomstringstid, men totale mangel på aroma en tom og flad skønhed. Som en smuk kvinde uden noget som helst indhold.  

Så jeg prøver at fylde mine dage med ting der giver mening, og som betyder noget for mig. Jeg giver mit eget liv indhold, kærlighed og betydning. Måske er det fordi jeg ikke er ung mere, men jeg vil bruge den tid jeg har tilbage – forhåbentligt er det meget – som det passer mig, og så jeg bliver et gladere og mere tilfreds menneske.