Jeg har fundet ud af at der i Folketingsvalget, 2011 var en tendens til en personificeret mediedækning af ordfører Johanne Smith Nielsen med fokus på hendes stærke retoriske evner, særligt hendes troværdighed og sympati. Medierne har altid haft en interessant indgangsvinkel, når det kom til politikkernes privatliv. Jeg husker tilbage på dengang Naser Khader kaldt Se og Hør’s redaktør for svin. Medierne vil altid have alle de interessante vinkler om privat livet, også selvom det er så lille en nyhed som, hvilken støvsuger de forskellige politikere bruger. Derover har jeg også fundet ud af at de landsdækkende dagsblade har bragt en positivt vinklet dækning af Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten under folketingsvalget 2011. Jeg kunne derfor godt tænke mig at tage udgangspunkt i teorien om massemediernes dagsorden, og medieforskeren Stig Hjarvards fortolkning af denne teori, og diskutere i hvor høj grad mediernes fremstilling af JSN påvirkede Enhedslistens fremgang ved folketingsvalget i 2011. Jeg kunne hertil, hvis jeg for lyst, inddrage forskellige statistikker, der tester en række hypoteser om sammenhængen mellem partileder popularitet og vælgeradfærd. Teorien om massemediernes dagsorden forklarer de strukturelle forandringers påvirkning af mediernes rolle i den politiske kommunikation. Medierne bestemmer den politiske dagsorden, ved at vælge hvilke emner, der får den største dækning i medierne. Ifølge denne teori kan medierne ikke afgøre, hvad vælgerne skal synes om bestemte emner, men de kan afgøre hvilke emner vælgerne skal interessere sig for. Dette vil sige, at når de danske medier fokuserer på Johanne Smith Nielsens retoriske evner, vil dette sætte dagsordenen og være med til at afgøre hvad vælgerne ser som vigtigt at tage stilling til inden valget. Teorien skelner mellem tre forskellige dagsordener: mediernes dagsorden, befolkningens dagsorden og den politiske dagsorden. Disse tre dagsordener påvirker hinanden og er dermed uadskillelige. I sin udvidelse af teorien om massemediernes dagsorden henviser Hjarvard til en model der beskriver et dobbelt kommunikationskredsløb, hvor medierne er med til at skabe en fremherskende offentlig mening. Det dobbelte kommunikationskredsløb går ud på, at al kommunikation mellem den politiske aktør (den politiske dagsorden) og borgerne (befolkningens dagsorden) har journalister som mellemled (mediernes dagsorden). Journalisterne bliver hermed politiske aktører, hvis rolle er, at udvælge hvilket materiale og dermed hvilken politisk virkelighed, der skal fremstilles, og dernæst med hvilken vinkling det politiske stof fremstilles.
