Livsplanen

I et af mine mange vikariater hørte jeg en fantastisk historie. 

Det var historien om den erfarne – meget erfarne, politmand og underviser på politiskolen, der i et undervisningsforløb – midt i en time hvor han skulle vise de håbefulde elver hvordan man håndterer skydevåben og hvordan man skal sørge for at de er sikrede og at der ikke sker ulykker – simplethen skød en politielve – en vådeskuds ulykke. Eleven kom ikke alvorligt til skade, men læreren blev undersøgt af en kommision om hvorvidt han skulle have en straf, suspenderes – det skulle han ikke. det var simpelthen bare sort uheld.

Når jeg holder så meget af lige netop den historie hænger det vel sammen med at jeg ser den som dybt ironisk – og derfor morsom. På samme måde tror jeg ikke på at det kan betale sig for mig at skifte kø i supermarkedet – gør jeg det vil den kø jeg så skifter til bare gå i stå. Måske er det udtryk for et generelt sortsyn eller manglende selvtillid. Jeg opfatter det ikke selv sådan – men hvem ved.

Jeg tror på hårdt arbejde – ergonomisk korrekte løsninger så kroppen bliver passet på og ikke nedslidt – men ikke specielt meget på held og lotto. Noget jeg har fortalt min lokale kassedame i Føtex at hun efterhånden helt er holdt om med at spørge onsdag eftermiddag om jeg vil købe et lod (selv om hun vel egentlig skal) – hun smiler bare til mig. Og ryster på hovedet. Hende om det – havde jeg hendes lødn og arbejdstid ville jeg også satse på held. Meget held.

Ikke fordi jeg ser ned på kassemedarbejderen. Tværtimod. Jeg har dyb respekt for folk der kan – og vil arbejde på de – efter min mening – vanvittige tider, og alligevel kan få hjem og familieliv til at gå op i en højere enhed – i min verden skulle de bare have mere i løn – men det får de ikke – og nej, jeg ved heller ikke hvor pengene skulle komme fra. Det mindste man så kan give dem er vel en ordentlig kontorstol.

Ja det er så bare min mening i den sag.